A Farewell to Danish?

AV JØRN LUND

Vi er en nation af sprogskumlere og -kritikere. Mange danskere finder det danske sprog uskønt, medens sprog som fransk og italiensk vurderes højere på den æstetiske skala. Vi har knap nok løftet en finger for at bevare dialekterne, og nu er det for sent. Vi kan ikke lide sproget i storbyerne, især københavnsk er udsat for kritik. Og de unges sprog opfattes ofte som primitivt og råt. Vi underviser ikke ordentligt i dansk sprog i skolerne, kendskabet til grammatik er minimalt, stavefejl florerer overalt, og mange videnskabsmænd har for længst vinket farvel til modersmålet. Så hvorfor egentlig fastholde det danske sprog? Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt, om vi alle udelukkende betjente os af et verdenssprog?

Lad os begynde med at se på nogle argumenter for at have dansk hovedsprog i Danmark.

Det realpolitiske argument: Langt de fleste taler og skriver dansk og kan ikke lade være med det. Dansk kan ikke afskaffes, højst modarbejdes.

Det semantisk-kulturelle argument: Det danske sprog udtrykker en dansk erfaringsverden, det rummer vores historie og kan dække vore aktuelle udtryksbehov.

Det mentale argument: Dansk sprog er en integreret del af de fleste danskeres bevidsthedsliv og dermed lettest at mobilisere og mest operativt, også i de fleste former for kunst og videnskab.

Det globale argument: Dansk sprog er et bidrag til den sproglige mangfoldighed i verden. Kommer vi alle med det samme sprog og samme kulturelle ballast, har vi ikke meget at byde på.

Sprogpolitik var for få år siden et sjældent ord i dansk. Det er det ikke længere, og det er der flere grunde til. I løbet af nogle årtier har engelsk, især pga. USA’s dominerende position, gjort sig gældende i dansk samfundsliv, ikke bare som første fremmedsprog, men på nogle områder i stigende grad som alternativ til dansk. Der tales flere sprog i Danmark end før; mere end én ud af tyve har ikke dansk som modersmål. Medierne lader os i stigende grad møde andre sprog og kulturer, så konsekvenserne af globalisering og internationalisering er mærkbare for så at sige alle.

Det danske sprogsamfund er i samme periode i en anden henseende blevet mere homogent. De regionalt betingede sprogforskelle er i nogen grad udvisket, men rigstalesproget er til gengæld i hurtig udvikling. Det sproglige danmarkskort er for ældre danskere mærkbart forandret.

Børns sproglige vilkår har på mange måder ændret sig i takt med udviklingen af nye familiemønstre og medievaner; institution og skole står for større dele af den sproglige opdragelse, og danskundervisningen har ændret sig, kvalitativt som kvantitativt. Alt dette har ført til øget interesse for det danske sprog og dets vilkår nu og i fremtiden.

Sprogpolitiske niveauer

Sprogpolitik kan praktiseres på mange niveauer. Som led i større virksomheders organisering af intern og ekstern kommunikation udarbejdes der flere og flere såkaldte sprogpolitikker; de enkelte fagkredse kan udvikle terminologiske systemer på baggrund af en formuleret sprogpolitik, og på nationalt plan kan der arbejdes sprogpolitisk med forskellige varianter af samme sprog (fx i Norge) eller med flere forskellige sameksisterende sprog (fx i Schweiz).

Tidligere på året nedsatte kulturminister Brian Mikkelsen en arbejdsgruppe, der fik som opgave at skrive et oplæg til en drøftelse af en række sprogspørgsmål i det politiske system og i offentligheden. Udvalget har nu udsendt en rapport med en lang række anbefalinger.

Hvad mener eksperterne?

Danske sprogfolk har gennem nogle årtier ytret sig om sprogets vilkår i fremtiden. Nogle har været mere forskrækkede og bekymrede end andre, nogle ser knap nok et problem i den engelske påvirkning, og blandt politikere og erhvervsfolk er der personer, der finder det mere problematisk, at man vil fastholde dansk som hovedsproget herhjemme, når nu engelsk giver større global aktionsradius.

Alligevel tror jeg, at hovedparten af danske sprogfolk er enige om flg.:

Det danske sprog er ikke i øjeblikket truet som landets hovedsprog.

Det er mindre væsentligt at følge indvandringen af engelske låneord end at holde øje med de sprogbrugssituationer og domæner, der kan overgå fra at være dansksprogede til at blive engelsksprogede.

Blandt sådanne domæner er de videnskabelige genrer. Det kan dokumenteres, at flere og flere forskere fortrinsvis eller udelukkende skriver på engelsk. Endvidere har dansk fået konkurrence som undervisningssprog, især på de højere læreanstalter.

Erhvervslivets internationale orientering har gjort engelsk til koncernsprog, især i store virksomheder. Det kan man konstatere med større eller mindre glæde, men det er en uundgåelig følge af globaliseringen. Man kan derimod modarbejde megen unødvendig og undertiden rent ud sagt latterlig brug af engelske termer inden for reklame, management, økonomi m.v.

Et sprog er ikke kun et kommunikationsmiddel, et sprog er en vigtig del af tænkning og forestillingsliv, og specielt modersmålet er bærer af en del af vores individuelle identitet – og samtidig et element, som kan fastholde os i et fællesskab med andre. At afstå eller miste sit sprog er en indgribende og dramatisk begivenhed.

Den diagnose vil de fleste være enige om. Uenigheden vedrører navnlig vurderingen af, hvor langt man kan komme med en lov. Ingen lov vil kunne standse sprogpåvirkningen fra verdens økonomiske stormagt, og man kan ikke gennem lov hindre folk i at sige hej, okay eller starte op. Man kan derimod fremme skolens arbejde med dansk og fremmedsprogene, med andetsprogsundervisning og andre foranstaltninger til fordel for tosprogede børn, man kan støtte sprogforskning og litteratur, udvikle bedre sprogbrug i medierne og i offentlighedens henvendelser til befolkningen, og man kan sikre, at dansk fortsat udvikles som videnskabssprog og undervisningssprog på de videregående uddannelser.

Arbejdsgruppen ønsker at understrege, at sprogets udvikling ikke på alle områder lader sig styre direkte gennem lovgivningsinitiativer; sprog tales og skrives af mennesker, der i almindelighed befinder sig uden for de officielle regelsystemers rækkevidde. Men regering og folketing kan på en række områder fastlægge rammebetingelser, der har stor betydning for sprog og sprogbrug. Arbejdsgruppen har derfor samlet sig om drøftelsen af sådanne rammer inden for uddannelse, forskning, offentlige myndigheder, erhvervsliv, medier og kunst, ligesom man har peget på en række muligheder, som den moderne sprogteknologi giver for en styrkelse af sprog og sproglig rådgivning. Men gruppen ønsker samtidig at påpege det personlige medansvar, hver enkelt har for sprog, sprogbrug og sprogudvikling, ikke mindst for børns vilkår for sproglig vækst.

Forskning og videregående uddannelser

Et udvalg under universiteternes rektorkollegium har i marts 2003 påpeget, at de fleste undervisere er ringere til engelsk, end de selv tror, og de fleste studerende må binde mere energi i at afkode engelsk end dansk. Universitetsundervisningen skal da efter det sprogpolitiske udvalgs mening heller ikke alene indrettes efter det mindretal af studerende, som selv har et betydeligt forskningspotentiale; i de fleste former for erhvervsarbejde har kandidaterne brug for at kunne udtrykke sig på et velfungerende, tilgængeligt og tidssvarende dansk. Og når der undervises på engelsk eller andre fremmedsprog, skal den sproglige kvalitet være høj. Kulturministeriets arbejdsgruppe kan tilslutte sig hovedparten af rektorkollegiets synspunkter og fremlægger i rapporten en dokumentation for, at der virkelig på institutionsniveau er behov for en sprogpolitik.

Debat

Arbejdsgruppen vil spændt følge efterårets sprogpolitiske debat og den politiske opfølgning af udvalgsrapporten. Skal en sprogpolitik lykkes, skal den ikke gennemføres på marginaler, men have støtte fra et bredt spektrum af politiske partier. Men dens skæbne afhænger først og fremmest af reaktionen hos dem, der bruger sproget og holder det levende.

-- Jørn Lund er professor i dansk språk og har vært hovedredaktør for Den Store Danske Encyklopædi.