Hvis!

AV LARS BRINK

I 1400-tallet lånte dansk det middelnedertyske wes (i dansk altid stavet med h-), der var genitiv af det spørgende pronomen wat ’hvad’. Det var etymologisk identisk med oldnordisk hwess, der stadig findes i dansk i formen hvis: «Hvis er den bil?» Det nedertyske wes og ekkoet heraf i dansk: hves/hvis, kunne bruges som en slags artens genitiv og betød da ’hvad’: «De må ikke sælge mere, end hvis i deres boder søges.»

Betydningen ’hvad’ bliver gammeldags i løbet af 1700-tallet, men ordet dør ikke, for allerede i 1400-tallet havde det fået sin nye, blivende, særdanske betydning: ’hvis, dersom’ (konj.). (Ældste belæg: 1445).

Det gik til på den måde, at hvis ’hvad’ i nuancen ’hvad som helst’ blev opfattet (misforstået), som om det betød ’dersom’: «Du må drikke hvis du behøver.» / «Du skal adlyde ham i alt hvis hanpåbyder dig.»

Betydningslån

Det h, ordet i dansk altid har været forsynet med, blev udtalt. Det ved vi fra dé klassiske jyske dialekter, der generelt har bevaret h- foran v-lyd (i hvede, hvid osv.), nemlig overalt nord for linjen Kolding–Esbjerg. Her siges [hwes, hwis]. Hvorfor dog indsætte et h-? Fordi ordet, inden det fik betydningen ’dersom’, jo var et spørgeord, og alle spørgeord i dansk begynder med hv. Men i virkeligheden er h slet ikke «indsat». Eftersom ordet aldrig i dansk er skrevet uden h, er der ingen tvivl om, at det reelt var et betydningslån. De kredse, der indlånte det, var så fortrolige med nedertysk, at de  indså, at ordet slet og ret var «identisk» med arveordet hwess (pron.) (nty. wat-wes ~ dansk hvad-hves). De gav så arveordet en ny betydning efter nedertysk forbillede, nemlig ’hvad’.

I netop dette tilfælde lå der næppe snobberi bag; der er snarere tale om, at låntagerne ikke evnede at holde de to sprog adskilt på dette punkt.

-- Lars Brink er tidligere professor i dansk språk og litteratur ved Islands Universitet i Reykjavik.